“Ingen bånd der binder mig…”

Industriens udflytning og modernisering i efterkrigsårene

København var i lang tid Danmarks dominerende industriby, hjemsted for de vigtigste virksomheder, som arbejdere kørte eller gik til fra nærliggende boligkvarterer.
Byens position ændrede sig efter 2. verdenskrig, da den hurtige vækst tog fart i de omkringliggende kommuner. I midten af ​​1960’erne var deres industriområder større end hovedstadens, og efter få år var de vokset til at være tre gange så store.
Vejtransport blev billigere takket være forbedrede lastbiler, hvilket gav en mulighed for erhvervslivet til at operere i forstæderne. Dette havde mange fordele. Fabriksbygninger lå langt fra Københavns voksende trafikkaos. De omkringliggende kommuner tilbød billige arealer til udvidelse, hvilket muliggjorde rationelle en-etagers bygninger og parkeringspladser.
Før opførelsen af ​​store boligkvarterer i omegnskommunerne i 1960’erne kom arbejderne til fabrikkerne med offentlig transport og cykler.
Tidsånden fokuserede på planlægning og store politiske mål, men virksomhedsledernes individuelle beslutninger styrede primært udviklingen.
Tyske Alfred Webers teori om industriel lokalisering fra 1909 var en dårlig for at forstå væksten i de omkringliggende kommuner, hvilket universiteterne først bemærkede ret sent.

TEMP 2019, s. 102-124.

Scroll to Top