Elevatorens historie begynder længe før den moderne passagerkabine: hånddrevne hejseapparater løftede i århundreder mad og varer på slotte, i teatre og i industribygninger. Gennembruddet for sikker personelevator kom i midten af 1800-tallet med ståltove ogOtis’ faldsikring; i Danmark slog hydrauliske anlæg an, indtil elektriske systemer fra slutningen af 1890’erne blev standard.Elevatorer skabte nye risici. Mange kom til skade i elevatorulykker, og nogen mistede ligefremlivet.Elevatorskakte og brudte tovværk krævede regler, og i 1899 udsendte staten sin første bekendtgørelse. Omkring 1900 tog en dansk branche form –med Titan og Thrige som nøgleaktører.Efter 1945 blev både marked og regulering internationaliseret.Der kom standarder med fælles minimumskrav internationalt. Nationalt skiftede elevatoren karakter fra luksus til infrastruktur,da elevatorer i 1995 blev obligatorisk i nybyggeri med tre etager og opefter –i dag suppleret af krav til tilgængelighed og energi. Samtidig blev branchen globaliseret med udenlandske koncerner som dominerende.Artiklen placerer elevatoren som erhvervshistorisk nøgleteknologi i et krydsfelt mellem maskinteknik, el-og reguleringsteknik, bygningspraksis og offentlig styring. Den viser, hvordan ulykker, forsyningshensyn og standardisering spiller sammen med forretningsstrategier, karteller og konsolideringer, og tegner dermed både branchens tekniske udviklingslinjer og branchens institutions-og markedsdannelse i dansk og international kontekst.
Erhvervshistorisk Årbog 1-2, 2025, s. 25-58.
